|
Kauritræ, som bærer navnet Tane Mahuta. En majestætisk kæmpe med bark som elefanthud.
Vi var nu på Northlands vestkyst og på højde med Whangarei, så vi kunne ligeså godt køre de 50 km og overnatte hos Anne og Ove.
Sydpå ad så små veje til det store Kauri Museum i Matakohe. Efter en overnatning i Helensville, kunne vi køre gennem Auckland midt på dagen, hvor trafikken, ikke mindst over Harbour Bridge, er rimelig.
Der er generet hastigheds-begrænsning på 100 km/t i New Zealand, men det ser ud som om folk tror man altid skal køre 100, de gør hvad de kan, så det går af og til lidt hurtigt.
Videre til byen Coromandel og turen rundt om Coromandel-halvøen. Vejen er smal og der er højt ned, vi kørte med uret rundt, derfor vil vi anbefale andre at køre turen den modsatte vej, så er man ikke så tæt på afgrunden.
Der var desværre højvande ved Hot Water Beach, det "Hotte water" fungerer kun ved lavvande. Men der var masser af gode surfer-bølger, og det er ganske underholdende.
I Turanga fandt vi en frisør til Ulla, flot klipning, hun kom til at se mindst 10 år yngre ud. Vi nåede til Rotorua den dag (tirsdag, d.13. januar).
Mauri landsbyen Whakaware ligger midt i et termisk område med en stor geyser, efter guidet rundtur var der mauri-opvisning. Videre til byens museum, hvor historien fortrinsvis går 150 år tilbage, man gør meget ud af Mt. Tarawera's udbrud i 1886, hvor over 100 menesker omkom og store områder blev ødelagt.
Om aftenen gik vi i biografen for at se den 3. Ringenes Herre film.
Det blev til en tur gennem 3 søer med en nyrenoveret amfibiebil fra 1942, inden vi kørte videre til Taupo og søen af samme navn.
Under en sejltur på søen, viste det sig at kaptajnen talte dansk, rigtig hyggeligt.
Efter en rundtur i omegnen kørte vi videre til Napier ved vestkysten. Byen blev jævnet med jorden i 1931 af et jordskælv og genopbygget i "Art Deco stil". Foruden et delfin-show blev der for første gang lejlighed til at se levende Kiwi'er i det nationale akvarium, der også udstillede netop fugle, der er New Zealands nationalfugl.
Vi overnattede på campingpladsen i Dannevirke, fik set en del på byen, der slet ikke er så lille endda. Til trods for de mange danske navne og stoltheden over den skandinaviske fortid er der ingen der taler sproget mere.
Her fik vi fat i et såkaldt "District Map", det er kort i målestok 1:350.000, de kan meget anbefales, men kan være lidt svære at få fat i. På disse kort er der navn på alle veje, så er det meget nemt at finde de små veje og se om de er med asfalt eller kun grus, det sidste undgår vi helst, da det er hårdt ved bilen, og selv om det er en lejet bil, så vil der være en masse bøvl hvis den går i stykker langt fra udlejeren.
På en af disse småveje kunne vi ved en gård se, at man var i gang med at klippe får, efter en kort overvejelse beslutte vi at kigge ind. Det blev dagens oplevelse, her stod et hold på 3 unge professionelle fåreklippere, samt nogle piger til at pakke ulden. De var glade for at få besøg og vi fik taget en masse billeder.
I hovedstaden Wellington er nationalmuseet "Te Papa" den største attraktion, der er sågar gratis adgang. Det er både en spændende bygning og nogle meget interessante samlinger som præsenteres på en levende måde.
Midt i forhallen står den ca. 8 meter høje model af tårnet (dog uden den lysende ring mellem spidserne) fra filmen Ringenes Herre. Museets boghandel havde en separat afdeling med bøger og plakater om filmen og her købte vi en "Location Guidebog", som vi senere fik gavn af.
Vejret var blevet koldt og regnfuldt og på en rundtur i byen var vi meget tæt på at køre ind i en anden bil, så dagen efter valgte vi at tage metroen ind til byen, hvor vi bl.a. var på museet igen.
Efter det gode kort fandt vi en stille bjergvej for at nå vejen til Wanganui uden at skulle gennem byen. På små, smalle bjergveje er der ikke megen trafik, men de der kommer kender vejen og kører hurtig, så der er en lettelse når den slutter og man kommer på en større vej. Her det imidkertid kotume, at man giver plads for overhalende. Selv om vi på hovedveje prøver at køre omkring 100 km/t, så samler vi en alligevel en konvoj bag os, og det føles lidt presset, så der er ikke andet at gøre end holde ind til siden og lade dem køre forbi.
Det regnede stadig, og det regner meget, 50 mm i døgnet er ikke usædvanligt. Vi holder som regel ind på campingpladser, det er ikke dyrt, ca. 100.- kr, det er nu rart at få bad og rigtige toiletter. Vi kan kravle fra forsæderne hen over sengene og undgå at komme udendørs. Selv turen omkring bilen kan man blive gennemblødt af. Skal man over til toiletbygningen er det nemmeste at iføre sig badetøj, da regner ikke er kold og så får man samtidig bad. For øvrigt er det en fornøjelse at komme ind på offentlige toiletter i New Zealand, der er altid pænt og rent.
I Wangenui fandt vi en computer-butik der havde kortlæser, så kunne vi få alle billederne lagt på CD og kortene ryddet. Trods regnvejret tog vi op i byens udsigtstårn og så også det lille skibsmuseum, inden det igen gik nordpå.
Tongariro National Park er landets stolthed, Den største vulkan, som sidst var i udbrud i 1995, er Mt. Ruapehu, det er den Frodo kaster ringen ned i, i den sidste film. Vi kørte op på vulkanen ad den sydlige vej, så langt den gamle Hiace syntes om den stejle bjergvej.
Videre rundt om nationalparken ad Desert Road'en til en parkeringsplads ved sydspidsen af Lake Taupo, hvor der holdt et par andre camperende.
Taumarunui er den største by i området, syd for byen går hovedbanen Auckland-Wellington gennem en spiral for at stige 200 meter. Vi tog en rundtur med det ordinære tog gennem spiralen til byen National Park, hvor en minibus kørte os tilbage. Chaufføren fik sig involveret i et uheld på vej tilbage, heldigvis uden personskade, men vi måtte med på politistationen for at afgive forklaring.
Dagen efter kørte vi selv op til spiralen, som påstås at være den eneste på den sydlige halvkugle, fra et udsigtspunkt lykkedes det at få taget nogle billeder af et godstog på vej gennem spiralen.
Den nordlige vej op på Mt. Ruapehu er det helt store tilløbsstykke, man kan køre op til 1640 meter, herfra går det med skilift videre op til 2020 meter, det er et meget yndet skiområde om vinteren, Da det er sommer i januar måned lå der kun spredte klatter sne, men nok til at vi kunne fylde en plasticpose for at holde køletasken vedlige. Det er i det område mange af scenerne i Mordor er optaget.
Vejen sydvest på kaldes "Forgotten Highway", undervejs går det gennem en 16 km lang, dyb kløft der er udlagt som naturområde "Scenic Reserve".
Vi kommer til den flotte kegleformede vulkan Mt. Taranaki, der ligger som en halvø på den vestlige side af nordøen. Toppen er det meste af tiden indhyllet til skyer og der falder omkring 13000 mm (ja, 13 meter) regn/sne om året på toppen. Det lykkes os dog at få et enkelt billede uden skyer.
Vi kører rundt om, og op på bjerget, og befinder os i området et par dage, bl.a. ser vi lastning af containerskibet Nele Mærsk i New Plymouth havn.
Det er rart at have god tid, så da vi kommer forbi en meget malerisk udsigt, slår vi os ned på den primitive campingplads bag købmandsbutikken så Ulla kan få lejlighed til at tegne og male.
Waitomo Caves er drypstenshuler med lysende "Glove Worms". Vi kigger lidt på folk der tager på "Black Water Raffting", der er en ganske god underholdningsværdi i at se dem før og efter turen gennem de mørke grotter iført våddragt, gummistøvler, bilring og hjælm med pandelampe.
Vi er normalt ikke meget for længere gåture, men ved et tilfælde kom vi på en 30 minutters "Bushwalk" til Ruakuri grotten, en meget flot tur og så var den gratis.
I det hele taget står vi stærkt for noget der ikke koster penge, selv om vi får brugt rigeligt. De fleste steder koster det 25,- NZ$ - det er godt 100,- kr
Derfor var det herligt at det kun kostede 10,- $ at besøge Kiwi House i Otorohanga, her stod Ulla en hel time, kiggede på og lavede en masse tegninger af en meget livlig kiwi. Efter fodringen var der lejlighed til at få en snak med dyrepasseren.
Vi var kommet forud for tidsplanen og besluttede at køre til Rotorua for at se noget af det vi sprang over i første omgang. Her er alt dyrt, men ved et tilfælde kom vi ind på den lille campingplads i Waikite, hvor der samtidig er adgang til termisk opvarmede pools og rundture i området med boblende kilder. (ca. 30 km syd for Rotorua).
Ikke langt derfra ligger Wai-o-Tapu Thermal Wonderland, det er meget turistet, hovedattraktionen Lady Knox geyseren springer hver dag kl. 10.15, hjulpet i gang af 250 gram sæbe. De 25,- $ er dog godt givet ud, det er et meget spændende og flot termisk område.
Vi var blevet anbefalet også at se Agrodome, stort show om får, fåreklipning, fårehunde og en rundtur på farmen med fodring af får, emu'er og lama'er. Det var flot lavet og informativt, men dyrt og meget turistet.
Rundturens sidste attraktion blev et besøg i Hobbiton, ved byen Matamata øst for Hamilton. Det er den eneste bevarede kulisseopbygning fra filmatiseringen af Ringenes Herre, meget interessant.
Sidste overnatning blev i Auckland på en campingplads ikke langt fra centrum, inden vi fortsatte nordpå langs Northlands østkyst tilbage til Whangarei, for at aflevere bilen.
Vi havde allerede hjemmefra besluttet, at holde os til kun at køre rundt på Nordøen, derfor kunne vi holde et passende lavt tempo, men fik alligevel kørt 5200 km.
Den lejede Toyota Hiace var en minibus med sæderne taget ud og et par gæstesenge samt diverse campinggrej sat ind. En lidt primitiv "autocamper", men til en helt anden pris end dem vi så på turen rundt.
Anne og Ove, der også har Bed & Breakfast på deres ejendom "Totaranui", hjælper gerne med at leje bil og rigge den til.
Vi havde endnu 14 dage, som gik med fødselsdagsfester, ture til en af de mange strande og meget mere.
Mere om Anne og Ove på www.totaranui.dk
Se mere om Northland: nz-tur.michulla.dk
Interessante rejsetips til New Zealand:
www.fdm-travel.dk/new-zealand/
koer-selv-tips/liste-rejsetips/
|
|
